Dominikanerenke

Dominikanerenke (latinsk navn: Vidua Macroura). Denne fugl stammer fra Afrika, syd for Sahara..

Kendetegn

Generelt:

Hoved, nakke, ryg, vinger og hale er skinnende sort. Resten af fjerdragten er hvid. Næbbet er koralrødt. Benene skifergrå. Hunnerne er som regel brune med mørke striber på oversiden. Halsen er hvidlig. Brystet og bugen gulbrun. Udenfor er parringstiden hannens fjerdragt ligesådan.

Teknisk:

Bliver mellem 12-13 cm høj. Vejer mellem 14-19 g. Lægger mellem 2-5 æg. Rugetiden er omkring 11 dage. Dominikanerenken er klar til at flyve fra reden efter yderligere 3-4 uger rugeperioden. Halen kan gro cirka 12-13 cm udover fuglens højde. Lever op til 12 år.

Levevilkår/Opdræt

Denne populære og meget udbredte lille enke bliver i fugleopdrætterkredse betragtet som noget af en ballademager, for i yngletiden er hannerne meget aggressive, så hvis man vil undgå spektakler, må man sørge for at give dem rigeligt plads. De lader sig let akklimatisere, og vil ret hurtigt kunne tilbringe vinteren i en friluftsvoliere. Når hannerne er i parringsdragt er de et flot syn i deres lette himmelflugt – med halefjerene spredt ud efter sig, mens de hengiver sig til parringslegens paradeforestilling. De dykker ned til jorden næsten som en falk, enten fra en høj gren, eller fra et sted, hvor de svæver rundt om hunnerne de gerne vil gøre indtryk på. Det sker ikke så sjældent at dette hovedkulds styrt ender i foderskålen, så de andre fugle må flygte i alle retninger.

Dominikanerenken er polygam og parasitisk. Hvilke arter der optræder som værtsfugle afhænger i høj grad af de geografiske forhold. Man har set Dominikanerenken som parasit hos St. Helena og Orangekindet astrild. For at sikre sig en god yngel vil det derfor være klogt at indlogere en lille gruppe værtfugle sammen med en han og fem, seks hunner af familien Dominikanerenke.

De fleste fugleopdrættere kender alt for godt hvor vanskeligt det er at lokke værtfuglene til at gennemføre rede bygningen – med alle de ekstra besværligheder der tårner sig op når enkerne samtidig skal være i fineste form.

.

Foder

Hvis enkernes æg bliver lagt i en af astrildernes reder skal plejeforældrene have rigelige forsyninger af spiret frø, bundter af frøgræs, og frisk foder som bladlus, myre æg og den slags. Astrildungerne vil blive fodret sammen med de retmæssige beboere af reden.

Som de fleste andre astrilder kan disse arter godt lide at få frisk foder. Deres daglige kost er kanariefrø, gul og hvid hirse og kolbehirse. Man kan give dem tre, fire melorme eller maddiker daglig. Grønfoder må der også til, og grit og strandskaller må de heller aldrig mangle. Dominikanerenke har en sjov vane med at skrabe voldsomt i løs jord, eller endog i foderskålen. Den bruger begge ben næsten på samme måde som høns. Det er en adfærd den har til fælles med beslægtede arter.

Undgå fødevarer som avocado, chokolade, kaffe, rabarber og alkohol; da disse fødevarer er giftige for alle fugle.